Han ved rigtig meget. Manden på molen.
Sidder der ved vandet med alle sine rigtige tanker.
Der er sikkert mange, der misunder ham sit kloge hoved.
Men ikke ham selv.
Var han dog bare kun en titusindedel så vis?
Så ville alt være meget lettere.

Ja, var han bare en fisk i vandet.
En fisk, der leger hele dagen lang.
Drevet af enten sult, parringslyst eller frygt.
Eller en lille bitte tissemyre?
Der slider og slæber dagen lang.
Kun tanke for at holde trit med resten af sin tissemyrefamilie.
Så var der ikke så meget at tænke over.

For det er noget sært noget – det med at være klog.
Man skulle tro, at når man var rigtig klog, så behøvede man ikke at tænke mere?
Men nej, det er skam lige modsat!
Tankerne vælter ind og ud af hovedet.
Værre end Københavns Hovedbanegård.

Det er derfor han sidder her. Ved molen.
Det gør han hver dag. Næsten hele dagen.
Vandet absorberer hans tanker, siger han.
Letter hans byrde og holder ham i live.

Det sorte kolde vand.
Han gyser ved tanken om at blive ét med det.
Han er jo ikke fisk og kan ikke trække vejret i det.
Det sorte kolde vand.
På én gang ven og fjende.
Liv og død.

Solen er ved at gå ned.
Manden kigger i posen på bænken.
Brækker det sidste brød i stykker og smider det til mågerne.
Rejser sig og går stille hjemad.
Jo, det er ved at være tid til aftenkaffe.
Og endnu et afsnit af  En sag for Frost.